Socialisering (sociologi)

Denne artikel omhandler Socialisering (sociologi). For andre betydninger af socialisering, se Socialisering.

Socialisering er i sociologien betegnelsen for den proces, hvor individer internaliserer omgivelsernes sociale normer og kultur med henblik på at videreføre og styrke gruppens overlevelse og sammenhold. Gennem studiet af gruppelevende arter har forskningen kortlagt en række mønstre, som gentages i det indbyrdes liv, ligesom der opstår en arbejdsdeling, når forskellige opgaver skal udføres i gruppens interesse. Mange gruppedannelser udvikler et hierarki, men forskerne er ikke enige om, hvorvidt opbygningen af magtstrukturer er en uundgåelig følge af at leve i grupper. For mennesket som art antages det, at alle individer allerede ved fødselen har sociale egenskaber og behov. Socialiseringsteori kan derfor overordnet defineres som teorien om, hvordan individer gennem opvæksten forberedes til at indgå i fællesskaber. Der kan groft skelnes mellem fødselsmedlemsskab, standsmedlemskab, rekrutteret medlemskab efter tvang eller efter forhandling og frivilligt medlemskab, evt. gennem indmeldelse. Disse medlemskaber bygger på forventninger til den enkelte aktør, og summen af forventninger, der rettes mod en person, betegnes en rolle. I et kompliceret samfund vil samme person have flere forskellige roller i løbet af blot en enkelt dag. Hvis forventningerne til de forskellige roller opleves som modstridende, er den pågældende person i en rollekonflikt.

I et overordnet samfundsmæssigt perspektiv er socialisering den proces, som sikrer, at ethvert menneske opnår viden og færdigheder, som sikrer, at det kan deltage i løsningen af samfundsmæssige opgaver. Derfor kan socialiseringen opfattes som den mest betydende læreproces overhovedet.^[1] Muligvis er det en afgørende årsag til, at mange af de problemstillinger, som tidligere blev henført til socialiseringsbegrebet, i de seneste år er behandlet som dannelsesbegreber.^[2]

1. ^ Billingham, M. (2007) Sociological Perspectives s.336 I Stretch, B. and Whitehouse, M. (red.) (2007) Health and Social Care Book 1. Oxford: Heinemann. ISBN 978-0-435-49915-0
2. ^ Gustavsson (1998) er et illustrativt eksempel på denne tendens